Kære du
Hvor det godt, du skriver ind til os. Det at du skriver ind, er en rigtig god start til at begynde at gøre noget ved det.
Du skriver, at du er bange for at andre vil blive overraskede eller tænke, at dine tanker ikke er vigtige. Det lyder som en rigtig ubehagelig frygt, som jeg forestiller mig fylder meget i din hverdag. Og jeg kan se, det er noget, der går dig på, men jeg fornemmer også, at det er noget, du rigtig gerne vil ændre på.
Når du er bekymret for de andres reaktion, giver det rigtig god mening, at det er svært at tale. Der er nemlig ingen, der har lyst til at sætte sig selv i en situation, der føles utryg. For det er meget ubehageligt, hvis man føler sig dømt eller måske endda oplever, at andre ikke tager én alvorligt. Derfor er det også helt forståeligt, hvis du helst undgår situationer, hvor du tænker, at det kan ende utrygt.
Når du sidder med din gruppe, og du gerne vil sige noget, kan det ske, at din krop reagerer med en følelse af panik, som om den forsøger at beskytte dig ved at signalere en slags fare. Desværre er det sådan, at kroppens alarmsystem nogle gange går i gang, selv når der egentlig ikke er nogen trussel. Det kan resultere i panikfølelser, selvom der ikke er nogen reel grund til bekymring.
På dit brev lyder det jo faktisk som om, at du er en pige med rigtig meget på hjerte, men også som en studerende, der har styr på det, I taler om. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der mon egentlig er grund til at blive så bekymret? Giver det mening?
Jeg ved godt, at det ikke er så let. For frygten kan være svær at styre. Men et vigtigt skridt er faktisk at begynde at tale højt om det, lige præcis som du gør nu med mig.
Måske kan du tænke lidt over din frygt.
Jeg har lyst til at sige til dig, at der er rigtig mange andre, der oplever det samme som dig. De skriver også til os her på brevkassen eller taler med rådgivere på BørneTelefonens andre platforme. For nogle er frygten så overvældende, at den holder dem tilbage, selv når de sidder overfor en person. Derfor tænker jeg også, at det er en god ting, at du føler dig tryg i mindre grupper. Det tyder på, at du allerede er på rette vej, selvom næste skridt kan virke udfordrende.
Det virker jo som om, at frygten især drejer sig om store grupper og forsamlinger. Har du nogensinde haft oplevelser, der har fået dig til at føle dig utryg i en større gruppe? For eksempel, har du nogensinde følt, at dine tanker ikke blev taget seriøst? Jeg spørger, fordi sådanne oplevelser kan have en vedvarende indvirkning, hvis man ikke får talt om dem.
Tag små skridt
Det er faktisk muligt at øve sig i at tale foran større grupper, og selvom det måske ikke føles sådan lige nu, kan man faktisk blive virkelig dygtig til det med tiden.
Det afgørende er at tage små skridt ad gangen. For nogle mennesker hjælper det at definere en opgave, der er overskuelig. For eksempel kunne det være, at de ved næste møde blot skal sige én ting. Med tiden kan udfordringerne blive større, men det handler ofte om at opleve, at man overlevede situationen og måske endda fik noget positivt ud af det. Måske kunne det også være en god idé for dig?
Du bestemmer helt selv, hvilken opgave der passer til dig, men det er også okay, hvis det føles lidt usikkert inden du gør det.
Det kan også hjælpe, hvis gruppen nogle gange bliver delt op, så den er mindre.
Du kan overveje at foreslå for de andre, at I nogle gange mødes i mindre grupper.
Det kan måske gøre det lettere for dig at øve dig i at udtrykke dine tanker højt. Det kan endda gøre dig tryg nok til at turde sige mere, når den store gruppe er samlet. Hvad tænker du om det?
Med store grupper kan det ofte være en udfordring at arbejde sammen og komme til orde, når der er mange i gruppen. Jeg tror faktisk, at de andre måske også ville have gavn af, at I nogle gange arbejdede i mindre grupper. Hvis det er muligt.
Jeg vil også gerne dele denne side med dig. Den handler om usikkerhed og hvordan du kan arbejde med den. Måske du vil tage et kig på den?
Jeg kom til at tænke på om du har gjort dig nogle tanker omkring at snakke med en studievejleder omkring det?
Det kunne også være at der er andre tiltag på dit studie, som kunne hjælpe dig. Jeg tænker nemlig at du ikke er den eneste på studiet, som har det sådan her, og det kan være de kan give dig nogle andre perspektiver og råd, ift. hvad en god veninde ville kunne.
Du har allerede sat nogle ord på hvordan du har det med situationen, det tænker jeg er en styrke hvis du vælger at snakke med for eksempelvis en studievejleder, så du i fremtiden kan blive mere tryg i at snakke i større grupper og fremlægge. Jeg håber du kan bruge mit forslag.
De bedste tanker og ønsker fra
BørneTelefonen
